Gå til hovedindhold

Stinkende svampe

Lugten af råddenskab

De frække kalder også svampen for præstepik - hvorfor mon?

Hvis man en dag går en tur gennem skoven, og ens næse pludselig bliver ramt af en voldsom stank af død og ødelæggelse, så kan det selvfølgelig godt være, at man rent faktisk har fundet et dødt dyr. Sandsynligvis har man fundet en forekomst af den usædvanlige stinksvamp. Stinksvampe har udviklet en helt særlig teknik til at få spredt deres sporer. De ikke alene lugter, men ligner også halvråddent kød. Den slags er jo lige noget for fluer, der gerne tumler rundt i sporemassen og bliver smurt ind i den, så de kan sprede sporene til andre steder, når de flyver væk igen.

Det er svært at forestille sig, at noget der stinker så meget, også kan være en delikatesse. Kendere af spisesvampe siger, at en ung stinksvamp, der endnu ikke har foldet sig ud (så står den i skovbunden, halvt begravet og ligner et lidt mærkeligt æg – ofte kaldet et hekseæg), indeholder en lille hvid klat, som rent faktisk smager glimrende.