Gå til hovedindhold

Løbebiller

De grådige rovdyr

Sneglerøver - dens snudeforlængelse er lavet til at kunne trænge ind i et sneglehus og spise sneglen

Hver gang man vender en sten eller en tyk gren, der ligger på jorden, er der som regel en sort blank bille, der drøner afsted med rasende fart, og forsvinder mellem planterne i skovbunden. Det er en løbebille. Dem er der mange forskellige af. Den største er læderløberen. Den kan også lugte værre end et stinkdyr. Den er tre-fire centimeter lang, mens de mindste løbebiller kun er nogle få millimeter lange.

Løbebiller er grådige rovdyr, og de bruger alt deres tid på at løbe rundt for at fange og nedlægge andre insekter og smådyr. Nogle løbebiller spiser regnorme, og de store af dem kan endda finde på at angribe snegle. Hvis der er mangel på mad, kan løbebillerne endda finde på at spise hinanden.

Man ser ikke så meget til løbebiller om dagen. Så ligger de og gemmer sig under sten og grene. Om natten når det er mørkt, kommer de frem og går på jagt. Så kan det være spændende at gå rundt i skoven med en lygte og finde ud af, hvad løbebillerne fanger.