Klæger
Klæger er nok nogle af de mest upopulære insekter i Danmark.

Man kan kende mange klægarter på mønsteret i deres øjne
Klæger er nok nogle af de mest upopulære insekter i Danmark. Det er store kraftigt byggede fluer, der gerne findes i områder, hvor der er lidt fugtigt. Problemet med dem er, at hunnerne suger blod. De skal bruge energien til at producere deres æg, – og det gør ondt, når en klæg suger blod. En hunklægs munddele er ikke fint byggede kirurgiske instrumenter, som man f.eks. kan finde hos en myg, hvor man ofte slet ikke mærker, man bliver stukket. En klægs sugesnabel er kort, kraftig og spids, og den ligner mest en issyl.
Klæger går ind for lynangreb. De lander på en arm eller et ben, og hakker med det samme snablen i, så blodet begynder at flyde, og de kan begynde at suge det op. Det går stærkt, og det skal det også, for klægen får sjældent mere end et par sekunder, før den bliver viftet væk.
Hvis man tør, og kan finde nogle hanklæger, kan det godt betale sig at snige sig nærmere, hvis man f.eks. finder en, der sidder og soler sig på et blad eller i en blomst. Klæger har de mest fantastiske øjne med striber i alle mulige udgaver. Man kan faktisk kende mange arter på mønsteret i deres øjne. Videnskaben ved dog ikke præcis, hvilken funktion striberne har.