Gå til hovedindhold

Skovflåt

Skovflåter kan overføre farlige sygdomme som Borellia og TBE

Skovflåten kan suge så meget blod, at den kan svulme op og blive stor som en ært.

Skovflåten, som alle kender, er måske det eneste danske dyr, som kan være egentligt farligt for alle mennesker. En skovflåt er en blodsugende mide (ikke en tæge, selvom mange tror det), der findes over hele Danmark. Den har en afrundet nærmest dråbeformet krop med otte ben. Den kan suge så meget blod, at den kan svulme op og blive stor som en ært. Skovflåtens naturlige bytte er alle former for store dyr: fra firben (som kan være slemt plaget af dem) og hele vejen op til hjorte samt mennesker.

Det er dog ikke kun mængden af flåter, der kan være et problem. Skovflåter kan overføre farlige sygdomme som Borrelia og TBE. Begge sygdomme er alvorlige og kan medføre permanente skader i kroppen, hvis ikke man opdager flåterne i tide og piller dem af. Borrelia er den mest almindelige og findes i hele landet. TBE er den mest alvorlige, men er heldigvis ikke så udbredt. Man bør altid undersøge både sig selv og sine kæledyr, når man kommer hjem fra en skovtur.

Hvis man fanger en flåt, eller slår den ihjel, kan det godt betale sig at kigge på den i en lup. Dens munddele, som den borer ind i huden, er oversået med savtakkede pigge og modhager. Det er derfor, flåterne er så svære at hive ud, når først de har bidt sig fast.