Heksekost
Heksekosten skyldes en svampeinfektion

En eller flere forpjuskede fuglereder i et birketræ - heksekoste - er en galle, som skyldes en svampeinfektion.
Hvis man finder noget, der ligner en forpjusket fuglerede i et birketræ, eller endnu bedre flere forpjuskede fuglereder så, har man fundet en meget afvigende og meget stor galle. Den kaldes en heksekost. Den skyldes ikke et angreb fra et galledannende insekt, men derimod en svampeinfektion, der får træet til at danne tætte bundter af små tynde kviste. De kan være små som appelsiner eller store som badebolde. Det sære navn kommer af en gammel overtro på, at hekse brugte disse mærkelige udvækster, når de skulle bygge deres magiske flyvende koste. Heksekoste er meget almindelige. Det er specielt på ældre dunbirke, hvor næsten samtlige træer har en heksekost eller to.
Birketræerne tager tilsyneladende ikke den store skade af heksekostene, og da de består af birkegrene, kan de blive siddende på træet i årevis.
Hvis man kan få fingre i en nedfalden eller lavthængende heksekost om vinteren, kan man virkelig få noget at kigge på, hvis man ryster den over en hvid bakke. Hundredvis af små insekter bruger de mange hulrum i heksekostene til at overvintre i.