Birk
Heksenes koste

Birketræer er populære træer. Med deres ranke hvide stammer lyser de op i ethvert skovbryn og enhver lysning. Deres friske lysegrønne blade er nogle af de første, der springer ud om foråret. De vokser hurtigt men bliver til gengæld ikke så gamle. Et 100 år gammelt birketræ er en olding!
Birketræer kan bruges til mange ting. Man kan lave både vin og saftevand af træets saft, hvis man skulle have lyst til at prøve det, og det er også populært i dyrenes verden. Der findes endda en hel række insekter som har specialiseret sig i kun at leve på birketræer.
Vi har to forskellige arter af birketræer: Dunbirk og vortebirk. De er begge to ret almindelige, men det kan være svært at kende forskel på dem. Hvis et stort birketræ har en heksekost, et bundt af tæt voksende små kviste ude i grenene, så er den ramt af en svampeinfektion, og så er det med næsten 100 procent sikkerhed en dunbirk.